nypoesi 2/06
  8. februar
Paradisfuglen

Hvad siger paradisfuglen, genfundet
i junglen i de tågede Foja-bjerge
i den indonesiske del af Ny Guinea
om ”æreskrænkelse og vanhelligelse
af et religiøst symbol”? Åh, den synger sin søde
totonesang
for ekspeditionen, hvis leder siger:
”Det er så tæt på Paradis, som man kan komme her på jord”.  

Det er Paradis som metafor
for det uberørte: Foja-bjergets jungle
er jo her på jord. Ja, det er Paradis
som sekulariseret kliché,
som fuglens navn henviser til,
ikke genetisk eller geografisk,
men genitivisk (på engelsk: Bird of Paradise.) 

Og hvad betyder det
for indoneserne, hvoraf
86 % er muslimer, 10 % kristne, 2 % hinduister og 1 % buddhister,
at paradisfuglen hedder paradisfuglen
eller Berlepsch’ Six-wired Bird of Paradise
eller Parotia berlepschi efter Hans von Berlepsch’ privatmuseum?

Åh, den synger sin søde
totonesang,
som hverken er kolonialistisk eller antikolonialistisk, 
i junglen i de tågede Foja-bjerge
i den indonesiske del af Ny Guinea,
som indtil 1963 var hollansk koloni.

Og den sekulære nations ekstreme islamister
afbrænder det danske nationalsymbol, som er rødt og hvidt
ligesom det indonesiske, som ikke har et kors
som det danske, som i denne sammenhæng er symbol
for ”æreskrænkelse og vanhelligelse af religiøst symbol”,
mens den genfundne paradisfugl pipper i ”paradis”.

Det er symboler som dele for helheder  i forskellige sammenhænge.
Det er ikke paradis. Det er det virkelig ikke.
Sammenhængen er kompleks. Det er klart.
Som fuglen i junglen. Som junglen i fuglen. 

Ja, sammenhængen mellem på den ene side symbolet
for islam i en gammel, vestlig kolonimagt, Danmark
(som ikke er dén vestlige kolonimagt, Holland,
hvis racisme førte til antikolonialistiske og nationalistiske,
stærkt islamistisk orienterede, strømninger
i kolonien, Indonesien, i sidste århundrede) 
og på den anden side symbolet
for ”æreskrænkelse og vanhelligelse af religiøst symbol”
i den gamle koloni, Indonesien, som nu er en sekulær nation med verdens største muslimske befolkning,
er kompleks. Det er klart.

Ingen del kan stå for det hele,
ligesom ingen helhed kan stå uden for
kontekstens kompleksitet.

Og én fugl i junglen.
Og en til. 
En anden.
Den første.

Åh, ekspedition tager de første fotografier nogensinde
af den forsvundne, mystiske gyldenpandede gartnerfugl
og opdager nye fugle- og sommerfuglearter,
den største med et vingefang på 18 centimeter.
Og honningæderen, den første nye fugleart fundet
i Ny Guinea siden afkolonialiseringen, æder honning 
i junglen i de tågede Foja-bjerge.

Åh, honningæderen
æder honning,
Åh, paradisfuglen synger sin søde
totonesang.

Og det danske flag brænder i Jakarta. Det er klart.
Det hænger ikke sammen. Der sker på samme tid.
Det er ikke det samme. 
 
Og den internationale ekspedition ser en ukendt blomst
og giver det navnet: hvid kæmperhodondendron. 
Den hvide kæmperhodondendron kan jo ikke sige
hvid kæmperhodondendron, for blomster er stumme, men vi ...

VI kan tale sammen om den hvide kæmperhodondendron nu, for nu
findes den hvide kæmperhodondendron for os, for nu
har den et navn, og det, som ikke har et navn endnu,
kan vi ikke tale sammen om
på trods og grund af alle vores sprog. 

Og hvem er det så, vi er; os,
som kan tale sammen
om den hvide kæmperhodondendron nu?

Os, som fordømmer ”æreskrænkelse og vanhelligelse af et religiøst symbol” og/eller os, som ”anbefaler alle danskere at rejse ud af Indonesien”,
som er et af de første steder på jord,
hvor homo sapiens satte arkæologiske spor?

Junglen i de tågede Foja-bjerge
var til gengæld uberørt
af os (mennesker) og dyrene,
disse nyopdagede, genfundne, sjældne,
næsten udryddede dyr (heriblandt
det primitivt æglæggende myrepindsvin og trækænguruen)
var ”helt uden frygt for mennesker
og kunne uden videre samles op og undersøges”
af den internationale ekspedition. 

Det faldt tilfældigvis sammen
med den internationale krises
komplekse sammenhænge,
at det ”tabte paradis”
blev et tabt ”tabt paradis”:

Det uberørte berørt. 

Åh, honningæder. 
Åh, paradisfugl, genfundet,
du synger din søde
totonesang,
du synger din søde
totonesang 
og virrer med din nakketops seks fine fjertråde.